Glædelige nyheder og et overvældende tilbageblik

 In News

Copenhagen Photo Festival ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår. Vi går det nye årti i møde med et øget fokus på både bæredygtighed og eksperimenterende udstillingsformater.

Det Obelske Familiefond har netop bevilget Copenhagen Photo festival 400.000 kr. om året i de næste fire år til udviklingen af det nye festivalcentrum på Refshaleøen, hvor visionen er at skabe en bæredygtig, mobil og engagerende udstillingspark.

Den generøse flerårige bevilling fra Det Obelske Familiefond er for os et kæmpe skulderklap til både vores festivalmodel og målsætninger, og så er det en vigtig markering af fotografiets plads i samtidskunsten. Vi er ovenud taknemmelige for støtten og glæder os til at tage fat på den anden side af nytår.

Som en del af det nye festivalcentrum indleder vi også et samarbejde med Institut for Bygningskunst og Design som er en del af Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK), hvor de arkitektstuderende skal bidrage med design og opbygning af udstillingsparken på Refshaleøen.

Tusinde tak til de mange fotografer og kamerabaserede kunstnere samt festivalens sponsorer, fondsstøtter og øvrige samarbejdspartnere, som har bidraget til festivalens første 10 år. I de 10 år har vi samarbejdet med mere end 300 danske og internationale udstillings- og eventpartnere samt udstillet mere end 2.500 fotografer og kamerabaserede kunstnere. Vi er stolte over festivalens store udbredelse og taknemmelige for, at så mange mennesker hvert år har lyst til at bidrage til vores program og sætte fotografiet på dagsordenen i København.

Bliv en del af næste års program

Jana Sophia Nolle på Copenhagen Photo Festival 2019

Jana Sophia Nolle, Copenhagen Photo Festival 2019. Foto: Hans Vedsted

Sidste udkald for ansøgning om en soloudstilling i festivalens centrum
Frem til 20. december kl. 23.59 kan fotografer og visuelle kunstnere ansøge om at udstille i hjertet af festivalen. Ansøgningen skal være et komplet udstillingskoncept, der ikke tidligere har været vist i Danmark. Alle ansøgninger vil blive bedømt af festivalens programudvalg. Læs mere.

Erlend Berge - "Tromvik bedehus. Tromsø", 2017

Erlend Berge – “Tromvik bedehus. Tromsø”, 2017

Den 13. januar 2020 åbner call’et til gruppeudstillingen Den Censurerede Udstilling 
Den Censurerede Udstilling 2020 præsenterer international fine art photography som er skabt inden for de seneste tre år. Udvælgelsen foretages af en international jury bestående af Kristine Kern, direktør for Fotografisk Center i København, Ángel Luis González Fernández, grundlægger og direktør for PhotoIreland i Dublin, og Alain Bieber, kunstnerisk leder af NRW-Forum i Düsseldorf. Deadline for ansøgning er den 10. februar 2020. Læs mere.

Fotografisk Center, Copenhagen Photo Festival 2019

Fotografisk Center, Copenhagen Photo Festival 2019. Foto: Hans Vedsted

Ansøgning til satellitprogrammet er åbent frem til 1. marts
Udstillingssteder, kulturinstitutioner, projektrum og andre venues, der ønsker at indgå i det officielle festivalprogram med en planlagt fotoudstilling, kan nu ansøge. Følg linket her for at læse mere om fordelene ved at være en del programmet.

Highlights fra året der gik

Jubilæumsåret 2019 – tak for 10’erne

Det er 10 år siden den første udgave af Copenhagen Photo Festival blev skudt i gang. Fra første år var det et centralt ben i festivalens profil at bringe fotografiet ud i byens rum – der hvor folk færdes. Ligesom det allerede på første år var et bevidst ønske at inddrage byens borgere og fotoentusiaster i åbne konkurrencer i en tid hvor vi alle har et personligt forhold til fotomediet. Begge dele har været faste elementer lige siden, og vi er stolte over i år at have kunnet præsentere det hidtil mest omfattende udstillingsprogram i byens rum i tæt samarbejde med dedikerede fag- og kunstinstitutioner. Læs mere.

Festivalen fik et nyt hjem med nye faste venues

I år rykkede vi vores festivalcentrum til Refshaleøen, hvilket gav mulighed for at samarbejde med både Copenhagen Contemporary, Teaterøen og Reffen – Copenhagen Street Food. Vores festivalcentrum fordelte sig på tre forskellige locations på Refshaleøen, Maskinværkstedet, Beddingen og Flexsalen. På hver af de tre locations kunne man opleve festivalens hovedudstillinger indenfor programsøjlerne Framing Vision, Framing Society og Framing Identity. Se billederne.

Identity Dialogues Europe – Europæisk fotografi

Den 25. november 2019 præsenterede partnerne i Reconstruction of Identities sin shortlist på Instagram, og en uge senere kunne vinderen kåres: Ana Amado med mere end 1200 stemmer. Vi vil gerne takke jer for jeres engagement samt ønske vinderen stort tillykke! Vinderbilledet vil blive inkluderet i udstillingen Identity Dialogues Europe under både Copenhagen Photo Festival og SI Fest i 2020. Ana Amado vil desuden blive eksponeret på NOORs hjemmeside og modtage en signeret bog fra en NOOR-fotograf samt blive udvalgt til en Nikon-NOOR Academy Masterclass. Læs mere.

Fotografisk Center, Copenhagen Photo Festival 2019