Copenhagen Photo Festival blev lanceret i 2010 af Rasmus Ranum og Julie Navne Klitbo som et skandinavisk brancheinitiativ for kunst- og dokumentarfotografiet. Ønsket var at skabe opmærksomhed om nordisk foto-grafi samt bringe den internationale fotoverden til Danmark. Festivalen er med tiden vokset til at blive Nordens største fotobegivenhed. Fra 2010 til 2015 lå festivalcentrummet Photo City i Carlsberg Byen. Siden 2016 er det rykket til Østerbro. Festivalens direktør har siden 2016 været Maja Dyrehauge Gregersen, der har været daglig leder af festivalen siden 2013.

2 – 12 juni 2016

2016 var et skelsættende år for Copenhagen Photo Festival med ny ledelse, programudvalg og ny programstrategi. Photo City flyttede ud af Carlsberg Byen og blev i stedet til en fotorute fra Bremerholm Transformerstation i Indre By til KW3 og Museumsbygningen på Østerbro. Picture The Music kulminerede med coffee table-udgivelsen af Danmarks bedste musikfotos fra tre års vandreudstillinger. For første gang i festivalens historie blev der afholdt auktion over udvalgte fotografier fra Picture the Music og Den Censurerede Udstilling i samarbejde med Brun Rasmussen. Vi afviklede et internationalt heldagsseminar i samarbejde med Det Nationale Fotomuseum, og vi lancerede app’en Look & Listen, som tilbyder publikum en helt ny måde at opleve det klassiske udstillingsformat på. Endelig var der alle udstillingerne, som CPF’s samarbejdspartnere præsenterede.

4 – 14 juni 2015

2015 var året, hvor CPF lancerede nye indsatsområder. Vi præsenterede en mediekanal for fotoformidling med podcasts og film om såvel festivalen som hele den fotografiske scene. CPF’s nye undervisningsportal efterbilleder.dk om fotografi i folkeskolen gik i luften, og i Photo City udstillede vi de bedste elevfotos og afviklede for første gang workshops for børn og unge. Vi åbnede op for utraditionelle tilgange til fotografiet med gruppeudstillingen Peripheral Vision, som udfordrede det klassiske fotografi og dets grænser. Benita Marcussens dokumentariske udstilling ’Men & Dolls’ om mænds forhold til silikonedukker blev et tilløbsstykke. Photo City lå i Carlsberg Byen og havde en satellit i Øksnehallen, hvor man kunne to udstillingerne med afsæt i Norden. Søren Rønholts bog og udstilling ‘The Nordic’ og Lasse Bak Mejlvang & Dennis Lehmanns bog og udstilling ‘Inuit Now’ om by og bygd i Grønland. Endelig var der alle udstillingerne, som CPF’s samarbejdspartnere præsenterede.

5 – 15 juni 2014

I 2014 fejrede vi festivalens fem års jubilæum med et Photo City-program, der bl.a. bød på DRK-biograf, pop up-fotoredaktion med Politikens fotojournalister og lanceringen af det landsdækkende musikfotoprojekt Picture the Music, der blev udstillet simultant otte forskellige steder i landet. Vi afviklede en masterclass i samarbejde med Magnum og præsenterede Aperture Foundations fotobogudstilling ’ The Paris Photo’. Josef Hoflehners udstilling ’Jet Airliner’, Astrid Kruse Jensens ’Within the landscape’ og ikke mindst Joachim Ladefogeds personlige fotobog og udstillingsprojekt ’After My Time’ var blandt hovednavnene i Photo City. Endelig var der alle udstillingerne, som CPF’s samarbejdspartnere præsenterede.

6 – 16 juni 2013

Fotoapplikationer og mobilfoto og var under luppen i årets Photo City, hvor vi indgik samarbejde med Distortion om en street photography udstilling, kurateret af Rasmus Weng Karlsen og Galleri Naboløs. Konkurrencen ’Hipstagram FTW’ var udelukkende baseret på mobilfotos og havde bl.a. Kristine Kern fra Fotografisk Center i juryen. Dansk fotokunst netop nu blev undersøgt i udstillingen ’State of The Art’ med værker udlånt af V1 Gallery, Galleri Bo Bjerggaard, Martin Asbæk Gallery og Peter Lav Gallery. DR K havde temauge om foto med dokumentarer om ikoniske fotografer, og auktionshuset Bruun Rasmussen arrangerede deres allerførste fotoauktion i anledning af Copenhagen Photo Festival. I den praktiske ende af scalaen fik fotografer mulighed for at få et kameratjek i Canons ”Check and Clean”-service. Endelig var der alle udstillingerne, som CPF’s samarbejdspartnere præsenterede.

7 – 17 juni 2012

Nordisk samtidsfotografi og pressefotografi var to væsentlige temaer i 2012. På todages-seminaret NORDIC NOW, arrangeret af Filter (DK), Objektiv (NO) og Raw (FI) diskuterede fotografer, kritikere og forskere det nordiske fotografi. Pressefotografforbundets 100 års jubilæum blev fejret med en særudstilling på Nytorv, og Photo City lagde plads til en stort anlagt udstilling med Politikens fotografer og til mindre udstillinger af bl.a. Henrik Saxgren, Martin Lehmann og Niels Hougaard. De unge fotojournalister bag Personal Project prydede Byens Hegn på Kgs. Nytorv. Hele Københavns byrum blev indtaget med City Space Art Project, hvor reklamer veg pladsen for fotokunst i 130 plakatstandere.  Endelig var der alle udstillingerne, som CPF’s samarbejdspartnere præsenterede.

9 – 19 juni 2011

Photo City rykkede til Carlsberg Byen og indtog bygninger og pladser med et væld af mindre soloudstillinger. I bybilledet var årets mest markante udstillingsprojekt 2200 Hverdagsritualer om livet på Nørrebro. Borgernes egne billeder af hverdagslivet som modvægt til de negative nyhedshistorier om Nørrebro blev udstillet i samtlige butiksruder langs Nørrebrogade. Juryen bestod af galleriejer Martin Asbæk og de garvede fotografer Joachim Ladefoged og Jacob Holdt. DR tog efterfølgende konceptet videre ud i hele landet med Danskernes Hverdagsritualer. I den anden ende af spektret afholdt vi symposium om det iscenesatte fotografi i samarbejde med SMK. I 2011 indledte vi også udstillingssamarbejdet med Metroselskabet og indtog undergrunden med udstillinger i samtlige metrotog. Endelig var der alle udstillingerne, som CPF’s samarbejdspartnere præsenterede.

12 – 20 maj 2010

På festivalens første år blev grundstenene lagt og ideer afprøvet. Der blev lagt vægt på at have en hovedudstilling: Day & Night, der bestod af serier fra 16 markante danske og internationale fotografer, bl.a. Nicolai Howalt, Todd Hido, Dash Snow, Peter Sutherland, som skildrede døgnets to modus vivendi. Udstillingen indtog Københavns mest besøgte pladser i form af billboards, bannere og projektioner på husgavle, mure og storskærme om aftenen. Udstillingen blev efterfulgt af en fotokonkurrence iværksat af CPF, Canon og Københavns Museum med det formål at involvere publikum og udbrede kendskabet til fotografiet. Vinderbillederne blev udstillet på VÆGGEN, og det blev startskuddet på festivalens borgerinddragende islæt. I den anden ende af skalaen blev der budt på symposium på Det Kgl. Danske Kunstakademi og på galleriferniseringer med rekordhøje besøgstal i festivalåbningens anledning. Photo City lå placeret i Kødbyen og var en bevidst bredspektret præsentation af såvel modefotografi som fotokunst og fotojournalistik. Endelig var der alle udstillingerne, som CPF’s samarbejdspartnere præsenterede.