Julie Boserup og Søren Lose: ‘Vi Byggede et Hus’ på Det Nationale Fotomuseum

 In Videoer, Udstillinger, Fotografer A-Z, Udstillinger, Kategorier

Julie Boserup og Søren Lose fortæller om deres arbejde med udstillingen ‘Vi byggede et Hus’ på Det Nationale Fotomuseum. Udstillingen var del af ‘Galleriscenen’ på Copenhagen Photo Festival 2016.

’Vi byggede et hus’ er en udstilling om arkitektur, drømme og destruktion. Den præsenterer nye værker af to markante samtidskunstnere, der gennem et år har arbejdet med udvalgte fotografier i Det Kongelige Biblioteks billedsamling. Julie Boserup og Søren Lose har med hver sin kunstneriske strategi trawlet arkivet igennem for at undersøge, hvordan bygningsværker skifter betydning over tid. Det er der kommet en både kritisk og legende udforskning af arkitektur- og bygningsfotografiets potentiale ud af. De to kunstneres værker er sat sammen af forstørrelser, udklip og nye og gamle billeder. De indeholder klassiske formeksperimenter, men de er langt fra den rene formalisme. Montagerne tematiserer arkitekturens sociale og kulturelle betydning. Udstillingen reflekterer også over det paradoks, at det flade fotografi afbilder rumlig dybde. Ved at blande historiske elementer med nye fotografi, tegning og installationselementer skaber kunstnerne nye to- og tredimensionelle former, som får os til at se arkitekturen, fotografiet og historien på en ny måde.

Video fra Det Nationale Fotomuseum 2016
Udstillet på Det Nationale Fotomuseum d. 30. april 2016 – 4. februar 2017
Produceret af Simon Leren Wilmont for Det Nationale Fotomuseum