Efterbilleders undervisningsmateriale henvender sig til folkeskolens elever i 4.-6. klasse og 7.-10. klasse (mellemtrinnet og udskolingen).

Efterbilleder – undervisningsportal for fotografi i folkeskolen er støttet af Nordea-fonden, der sammen med Copenhagen Photo Festival inspirerer børn og unge til at udtrykke sig, lære og opleve igennem fotografiet.

Med udgangspunkt i fotografiets verden og fotografiet som kunstnerisk og kommunikativt medie, rummer Efterbilleder indhold, der dækker kerneområder i fagene dansk, samfundsfag og billedkunst. Med fotografiet som redskab behandler materialet tematisk og analytisk læringsmål i ovennævnte fag. Med en høj grad af elevinddragelse er målet med materialet at give eleverne muligheden for at tilegne sig viden og færdigheder inden for fotografiet som genre og som kommunikativt medie. Derudover er målet med materialet, at eleverne opnår kompetencer som medskabere af æstetiske og kommunikative processer og udtryk.

Portalen er fleksibelt opbygget og præsenterer forskellige moduler af tematikker herunder forskellige former og indholdsområder. Alle tematikker behandler fotografiet med forskellige perspektiver; kulturelt, analytisk og historisk. Det er ikke nødvendigt at gennemgå alle tematikker, hvilket giver læreren mulighed for at udvælge det indhold, den form og de tematikker, som er relevante for den pågældende undervisning og årsplan. Portalens fleksible struktur giver eleverne mulighed for at tilegne sig viden på forskellige måder ved selv at gå på opdagelse i fotografiets univers.

Dele af opgaverne lægger op til praktisk fotografering, og vi opfordrer klasserne til at lave udstillinger på skolerne med billederne. Via menuerne til højre kan I udforske vores forslag til tematikker, man kan arbejde med, og downloade undervisningsmateriale til brug i klassen.