CPF søger frivillige!

 In Nyheder

Vil du have erfaring på CV’et? Kunne du tænke dig at blive en del af festivalteamet på Copenhagen Photo Festival fra den 7. – 17. juni 2018? Så har du nu mulighed for at melde dig som frivillig og komme bag kulissen på Nordens største fotofestival.

Det er før og under festivalen muligt at indtage følgende frivilligroller:

HÅNDVÆRKERE
Har du hænderne skruet rigtigt på, og ønsker du at være med til at opbygge og nedtage festivalens mange udstillinger, så skal du melde dig som frivillig håndværker til årets festival. Som håndværker vil du arbejde før og efter festivalen, hvor du vil blive en del af vores håndværkerteam. Du behøver ikke være uddannet håndværker, men vi forventer, at du har erfaring med faget og kan tage fat.

PRODUKTIONSASSISTENTER
Vi søger produktionsassistenter, som vil være med til at klargøre Photo City før festivalen starter.  Som produktionsassistent bliver du en del af festivalteamet, og får mulighed for at opleve, hvordan klargøringen af en stor festival foregår. Arbejdsopgaverne vil variere, og kan være alt fra at hænge skilte op, lettere rengøring til at gøre billetter og fotobøger klar til salg.

RUNNERE FØR FESTIVALEN
Vi søger friske runnere til praktiske opgaver inden festivalen. Arbejdsopgaverne indebærer blandt andet uddeling af festivalprogrammer og plakater på forskellige locations i København. Så er du glad for at cykle, og kunne du tænke dig at besøge gallerier, museer og kunsthaller i hele København, så skal du melde dig som runner. Festivalen stiller to ladcykler til rådighed.

UDSTILLINGSASSISTENTER
Vi søger smilende og udadvendte frivillige til vores infocenter og udstillinger i Photo City. Som frivillig i infocenteret kommer du til at byde publikum velkommen, sælge billetter og fotobøger samt informere de besøgende om festivalen og årets udstillinger.

Som udstillingsassistent kommer du også til at sidde i forbindelse med en af vores udstillinger og vejlede publikum, hvis de har brug for det. Det bliver dit ansvar at guide de besøgende i den rigtige retning, informere om årets udstillinger samt svare på praktiske spørgsmål.

Vi forventer, at du som udstillingsassistent er villig til at tilegne dig generel viden om festivalen og årets udstillinger inden din vagt.

Vores udstillinger har åbent fra 11-18, undtagen torsdag den 7. juni (17-21) og onsdag den 13. juni  (13-21).

FOTOGRAFER
Vi søger kreative fotografer til at dokumentere årets festival i hele København. Så elsker du at tage dit kamera under armen og knipse løs, så har du nu mulighed for at videreformidle festivalens opbygning, åbning samt de mange udstillinger og events via billeder.

Hvis dine billeder bliver anvendt på festivalens platforme (hjemmeside, Facebook eller Instagram), så vil du naturligvis blive krediteret.

Vi forventer ikke at du er uddannet fotograf, men vi forventer, at du er en erfaren fotograf og at du kan fremsende os eksempler på dit tidligere arbejde.

Som frivillig på Copenhagen Photo Festival 2018 får du:

  • Frokost under formiddagsvagter
  • Festival t-shirt
  • Festivalplakat
  • Festivalprogram 2018
  • Entrebillet til festivalen
  • Fotobog
  • Kompetencer til CV’et
  • Udvidelse af netværk
  • Kort udtalelse fra festivalen kan eftersendes

Vagter
Du vil skulle arbejde max 6 timer ved samme vagtpost, men det forventes, at du minimum kan arbejde 8-12 timer samlet før eller under festivalen (kan fordeles på flere dage og frivilligroller).

Hvis du ønsker at være frivillig på årets festival, så send en mail til festivalens frivilligkoordinator med informationer om dig selv, hvilken frivilligrolle(r) du kunne tænke dig at indtage samt hvilke datoer og tidspunkter du kan arbejde. Hvis du ønsker at være frivilligfotograf, skal du medsende eksempler på tidligere arbejde.

Projektleder og frivilligkoordinator

Lærke Christina Hansen

events@copenhagenphotofestival.com

+4561408410